|
|
|
|
|
|
|
POLITIKEN - KRONIK
Denne artikel har tidligere vret trykt i foreningens medlemsblad. Eftertanken; marts 2005.
Dagbladet Politiken bragte 2. februar 2005 en kronik skrevet af cand.psych. Niels Peter Agger. Med forfatterens tilladelse bringes kronikken her.
Mellem liv og dd. Der er ikke mere at stille op Ddsdommen gives hver dag til 60 krftsyge og tit med efterstningen: G nu hjem og hav en god tid med dine kre. Ryg, drik rdvin og spis rde bffer. Det eneste patienten formede at svare, var: Jamen - skal jeg begynde at ryge?. Han var antiryger, men vant til at gre, som systemet befalede. En del af de bortdmte reagerer med at beg eller forsge selvmord. En afkriminalisering af aktiv ddshjlp ville reducere dette antal samt stoppe den stigende selvmordsturisme, som sker blandt andet til Schweiz. Den ville ogs over.diggre de samvittighedskvaler nogle prrende (og lger) m leve med resten af deres liv, fordi de efter anmodning har medvirket til at afkorte en nrtstendes lidelser. Kan vi stole p lgerne, nr grnsen mellem liv og dd fastlgges? Er grnsen en objektiv sandhed, eller afspejler den blot, hvad sundhedssystemet behandlingsmssigt og konomisk formr at tilbyde? Og hvor er balancen mellem den stdige krop, der via livsforlngende behandling holdes i gang, mens psyken for lngst har sagt verden ret farvel. Grnserne har bevget sig voldsomt de sidste 10 r og dermed tidspunktet for, hvornr det etisk er forsvarligt at tale om den uafvendeligt dende patient. Det er i denne bleggr slagskygge, at eutanasidebatten udfolder sig, og vi m medregne denne udvikling, nr vi vurderer, om vi skal fastholde samfundets ret til at bestemme over og kriminalisere et individs velovervejede ddsnsker. I begyndelsen af halvfemserne var forholdene p krftomrdet krystalklare. Patienterne rubriceredes enten som helbredelige eller dende/terminale. Dommen uhelbredelig faldt ved grunddiagnosen eller i statussamtalen, hvis behandlingen ikke virkede. Der var bred anerkendelse af, at nr ddsdommen var afsagt, var der ikke mere at komme efter inden for systemet. De, der ikke accepterede situationen i ddens forgrd, valgte tit alternativ behandling og placerede overlevelseshbet der, men ud over nogle f exceptionelle tilflde, havde de alternative svrt ved at dokumentere, at behandlingen virkede: livskvalitetsgivende ja livsforlngende mske men helbredende nej. Det gjaldt kostkure, visualisering, .lippinske healere, hajbrusk, C-vitaminer, Q 10 med videre. Det samme billede tegner sig i dag. En del reagerer p fremtidshblsheden med at planlgge deres selvmord. Selvdestruktionstankerne og forberedelserne, s som at gemme mor.ca med videre, sker ofte kort tid efter diagnosen og grunden er, at den syge ikke kan udholde truslen om kroppens forfald, uvrdighed, smerter, afhngighed af andre og fantasierne om en lidelsesfuld dd. Han var landmand, og da han kom hjem efter ddsdiagnosen, vandrede han en lang tur ud over markerne. S skd han sig en kugle for panden med jagtgevret. Andre havner i en reel depression, som personalet tenderer til at bortforklare som en forstelig reaktion p fremtidslsheden. Generelt ses en fordobling af selvmordstallet blandt krftramte i forhold til normal risikoen. Selvmordstallet er i dag p 800 personer rligt men tallet er befngt med store mrke tal. Mange krftpatienter reagerer dog sledes, at nr de via selvmordforberedelserne oplever, at de har tilbageerobret kontrol over selv livsbortgangen, s vil de have hver eneste centimeter af livet med. Hvis kontrolaspektet var koblet sammen med retten til at modtage aktiv ddshjlp, nr hjlpelsheden indtrder, ville denne indre kamp mske over.diggres.
Nogle ender der, hvor de ikke lngere fysisk p grund af lammelser med videre har mulighed for at gennemfre selvmordet, nr dden er udfrielsen, og det stdige kropshylster ikke vil give slip. En del prver da at f prrende og den praktiserende lge til at hjlpe dem. En del siger ja, og m leve med de psykiske ar, det giver, at have slet sin nrmeste eller sin patient ihjel og med risikoen for at blive sigtet for handlingen. I 1996 vedtog sundhedsvsenet begrebet den palliative (lindrende) patient, som kunne leve revis i en uhelbredelig tilstand, fr han/hun endte i den aktive ddsfase. Skiftet var historisk vigtigt, idet kanten mellem liv og dd rundedes, og det muliggjorde en get fastholdelse af hbsdimesionen: at leve til snnens kon.rmation, at de knkker krftens gde med videre. Samtidig bnedes der op for aktiv behandling af terminalsymptomer som smerte, kvalme og trthed.Tidligere oplevede dende tit, at sygehuspersonalet mistede interessen, nr de var stdt over p den anden side. De var symboler p .askobehandling, pariaer og blev bortgemt i en marginaliseret, ddsmrket subkultur. Men ndringen havde ogs den uheldige bivirkning, at ddsbegreebt blev mere diffust. Man er ikke lngere dende, men palliativ patient. Hbet som en ddsforngtende strategi samt kravet om, at al lidelse skal fjernes medicinsk, er blevet styrket samtidig med, at patienters ddsafklarethed umyndiggres som udtryk for en ubehandlet psykotisk tilstand. Disse vrdier er stadig dominerende i tidens eutanasidiskussion. Den ideologiske ndring fandt sted p samme tid, som det blev offentligt dokumenteret, at der eksisterede en 10 procent overddelighed inden for dansk krftbehandling i forhold til Norge og Sverige, samt at forventet levetid i Danmark 74,5 r for mnd, 78,8 r for kvinder er 10 r lavere end i for eksempel Japan. Overddeligheden var et kmpechok for professionelle, der arbejdede med dendes psykologiske, spirituelle og sociale problemer. De blev konfronteret med, at hver tiende patient, de stttede i ddsforberedelse ved at bearbejde angst for ddens tomhed, bekymringstanker om de efterlevende, sorg over afsked med brnene, utilfredshed med livsregnskabet, dommen i efterlivet ikke ville vre i den terminale situation, hvis de havde levet i et naboland. Det frte til re.eksioner over, om man prostituerede sig ved at afhjlpe situationer, der ikke er forrsaget af selve sygdommen, men af et ressourcemssigt nedslidt behandlingssystem. Ddsprostituerede? Mange af disse behandlere var aktive i udviklingen af det palliative omrde via fremme af mulighederne for at give de dende en vrdig livsafslutning gennem oprettelse af hospices, palliative team/afdelinger, hjemmepleje foranstaltninger, plejeorlov, forbedrede forhold p hospital/plejehjem samt palliativ uddannelse. De var involveret i en aftabuisering af dden ved at f hverdagsdden, som hvert dgn rammer 160 danskere, fremstillet sobert i medierne og placeret p den of.cielle dagsorden at f grnsen mellem liv og dd tydeliggjort samfundsmssigt, og at fremme befolkningens generelle ddsbevidsthed. I 1996 udgav Det Etiske Rd publikationen Ddshjlp? En redegrelse. Et .ertal fastholder kriminaliseringen af aktiv ddshjlp hvad enten bistanden udves af civile personer eller lgeligt personale. I den ellers grundige redegrelse indgr overddeligheden ikke og selvmordsrisikoen omtales kun over.adisk og uden talmssige oplysninger. Det kunne ellers have vret spndende at stte selvmordstallet blandt uhelbredeligt syge i forhold til de formodede anmodninger om aktiv ddshjlp. Mon der er stor forskel? Realiseringen af den skve grnse var med til at bremse 90ernes palliative udvikling, da alle var enige om, at reel palliation frst kan begynde, nr alle behandlingsmuligheder ar afprvet. Reelt bevirkede misforholdet en 4-rig pause, hvor der ikke blev oprettet nye hospicer med videre. Det er frst nu, at palliationen igen begynder at brede sig og er slet konstruktivt igennem p det politiske niveau, og vi er p vej mod mlet med 250 hospicepladser p landsplan og alle de andre foranstaltninger, der skaber rammerne for en etisk forsvarlig dd. Eutanasidiskussionen blev ogs absurd i lyset af, at 1.000- 1.500 krftpatienter rligt ville have overlevet, hvis de ikke levede i Danmark. Aktiv ddshjlp det tager systemet sig sgu af som en patient udtrykte sig. Mange behandlere frygter faktisk, at aktiv ddshjlp ville medvirke til at underbygge systemets konomiserede tnkning omkring dden. Dende et besparelsesobjekt. Psykosociale behandlere var dengang kritiske over for hospitalssystemet, som de mente overbehandlede via trstekure, hvis eneste forml vat at trkke ddserkendelsen ud og legitimere over for de prrende at vi gjorde alt, vi kunne (som at afprve ny cellegift). Kurene var tit virkningslse p krftsvulsten, men pfrte de ddende livskvalitets-delggende bivirkninger. Denne holdning blev problematisk i forhold til nye oplysninger om patienter, der overlevede, fordi de ikke rettede sig efter de danske lger. Hun var 65 og afklaret om, at hun skulle d af sin inkurable leverkrft. Hovedbekymringen var at f fortalt situationen til hendes far, da hun var usikker p, om han kunne tle, at han ville overleve hende. Hun boede alene og var utryg ved tanken om at skulle d i ensomhed. Det blev afhjulpet ved, at terapeuten etablerede kontakt til et hospice. I en bistning berettede hun om et avisudklip om svenske lger, som behandlede uhelbredelige med stereotaktisk kirurgi. Jeg fandt det fantastisk, hvilke spinkle halmstr dende vlger at gribe fat i. Et r senere stod hun igen p rdgivningscentret. Hun ville bare hilse p og fortlle, at hun aldrig havde vret p hospice, men var taget til Stockholm og blevet opereret med de der strler. De havde brndt tre store svulster vk. Nu havde hun det .nt og var begyndt at spille golf igen. Behandlingen havde hun selv betalt for. Hun dde 5 r senere p en selvmordsklinik i Schweiz. Danske lger havde hun haft nok af . Lignende oplevelser bevirkede, at grnsen mellem liv og dd blev rokket i behandlingssystemet. Det blev svrere og svrere at acceptere lgernes der er intet at stille op. Samme mistillid gjaldt patienter/prrende. De brugte i get grad internettet til at indhente oplysninger om internationale behandlingsmuligheder. De sgte second opinion om de danske lgers behandlingsplaner, og ressourcemssigt strke patienter tog til udlandet og .k behandling der. Dette var med til at nedbryde den danske krftbehandlings provinsialisme og lgernes magtmonopol p at de.nere grnsen mellem liv og dd. Denne stigende globalisering indbefattede dog ikke en tilsvarende get benhed om eutanasi. I samme tidsperiode har der nemlig stort set vret stilhed i eutanasidebatten, mens andre lande har adopteret den hollandske model, hvor man har afkriminaliseret/ retssikret aktiv ddshjlp og udarbejdet de forsvarlige proceduremssige rammer, hvor to uafhngige lger skal bekrfte anmodningen og sikre sig, at den dende er ved sine fulde fem. Det Etiske Rd udsendte 2003 redegrelsen Eutanasi lovliggrelse af drab p begring?. Den behandler problematikken p et .loso.sk, moralsk og etisk grundlag og gentager velkendte argumenter om glidebanen, Hitlertidens a.ivning af unskede, lgen som aktiv ddsagent/morder, menneskelivets ukrnkelighed, den dendes manglende autonomi i forhold til selv at vlge livet fra, samt det moderne menneskes utilbrlige krav p kontrol. Den anbefaler enstemmigt opretholdelsen af kriminaliseringen. Det str i skrende kontrast til , at et stort .ertal af befolkningen gr ind for aktiv ddshjlp, og vel ogs til, at Danmark er blevet en krigsfrende nation, som slr mennesker ihjel. Det demokratiske .ertal afvises elitrt med, at de ikke kan forst og gennemskue problematikken. Der er ingen re.eksion over, at sygdomsbehandlingen er p vej mod et acceptabelt niveau, samt at palliationen nu er s veludviklet med syv hospicer og andre foranstaltninger for dende, at begring om aktiv ddshjlp ikke lngere kan begrundes i dennes mangler. Der savnes en redegrelse for de samfundsmssige rammer, som eutanasi skal ses i forhold til. Der er heller ingen re.eksioner over de bivirkninger som kriminaliseringen bevirker selvmord, skyldflelse hos prrende og lger samt selvmordsturisme. Man regner med, at mellem 50 og 100 danskere har forladt livet i Schweiz p denne uautoriserede mde. Redegrelsens autonomibegreb minder stvet om dengang, hvor kroppen var Guds ejendom og selvmord var en mortal synd, der var underlagt ddsstraf, og selvmordere blev begravet i uindviet jord i vejkryds med hovedet skilt fra kroppen, s genfrdet ikke kunne opsge de overlevende. Det afspejler mske de kristne lidelsesvrdier, som prger dele af den danske hospicebevgelse. Holdningerne virker absurde i forhold til det postmoderne menneske og dets selvbestemmelsesret til enerdigt at udforme livet og dden. I det ovennvnte har fokus vret rettet mod den uafendeligt dende krftpatient. Cirka en tredjedel af os vil forlade livet p grund af krft de kommende r. Men eutanasidebatten er ogs relevant for andre patientgrupper som muskelsvind, ALS, sklerose, HIV, KOL, gigt med mere som alle medfrer, at kroppen gr i udu og ender som en nedbrudt ruin, sjlen ufrivilligt er fanget i, fr den endelig slipper fri og kan bevge sig derover, hvor vi levende ikke kan flge med. Dden er ikke en sygdom men et livsvilkr. Den burde lsrives fra medicinsk tankegang og placeres i sit eget tvrfaglige domne. Det er acceptabelt, at vi via en massiv ressourcemssig indsats har .yttet grnsen mellem liv og dd til et historisk sted. Men nu er det vigtigt, at vi accepterer og afkriminaliserer vores ret til selv at bedmme, om livet er vrd at leve eller ikke. Mon det ikke ogs vil hjlpe os til at forst den centrale rolle dden har i vores liv, og til at turde stte ord p den, uden at skulle have en .odblgekatastrofe som rsag og en samling krisepsykologer som sikkerhedsnet.
|
|
| |
|
| Vi taler om livskvalitet - men skal nok ogs lre, at tale om ddskvalitet. ~~~ Stt arbejdet med dit medlemskab. |
|
|