Dato:	1/30/2003
Navn:	Bjrk
Emne:	Re: Aktiv Ddshjlp
Indlg:	Til mit eget indlg fra d. 27-01-2003, vil jeg lige tilfje nogle ting. Min mand begyndte allerede kort efter ulykken at blive glemsom og havedet allerede selvmordstanker ca. 1 r efter ulykken. Personligt mdte jeg min mand i 1999, s start fasen har jeg fra min mand, men ogs alle de lgejournaler, han havde samlet gennem tiden. Jeg mdte min mand i november 1999, og vi flyttede sammen ca. 1 uge efter. Blev forlovet efter 3 uger. Jeg vidste godt at han var syg da jeg mdte ham, men ikke at det var s slemt, for man tror jo, at der altid findes en udvej. Den 5 Maj 2001 blev vi gift i kirke, og jeg har aldrig vret lykkeligere, og mener det stadig, selvom min mand er dement. Han er verdens krligste mand og far. Det har vret svrt at omstille sit liv, fra at vre meget social til nsten ingen daglig social kontakt. Jeg har selv valgt at vil g hjemme hos min mand. Min mand er meget bange for andre mennesker, selv familien, s det er begrnset hvor meget besg vi fr. Jeg er ikke utilfreds med mit/vores liv, for jeg har selv valgt dette.(modsat min mand)Vores tlf. regning er bare blevet lidt strrer. Jeg skriver dette for at fortlle andre om hvor vigtigt det er at fortlle en selvmordskandidat, hvor hjt man vrdstter dem og det de gr, at man elsker dem lige meget hvor syge de bliver, bare det at de er her. At man sttter dem nr de en gang imellem prver nogle nye ting og roser dem for det. Dette samt min store tlmodighed (som er kommet med tiden), brede skuldre, og min store krlighed til min mand, har gjordt at jeg har kunne holde ham i live i 3 r. Tnk jer hellere en ekstra gang om inden i siger eller gr noget, som den syge mske kan/vil opfatte anderledes end det egentlig var tiltnkt fra jeres side.
	Besvar